ALPAP's historie


ALPAP startede i Fredericia i 1943 som et datterselskab til et ingeniørfirma. Markedet var dengang et helt andet, og langt de fleste kunder lokale. På en enkelt dag i 1944 producerede ca. 40 ansatte omkring 10.000 æsker.

ALPAP ekspanderede og havde også succes med emballagedesign, hvor der blev vundet flere priser. I 1981 valgte ejeren, Arne Christensen, at sælge ALPAP til bl.a. Asger Grønkjær. ALPAP flyttede til Ferritslev. I 1982 blev ejerkredsen udvidet, og ALPAP blev styrket med salgskontor på Sjælland. Samtidig havde virksomheden succes med silketryk, foliepræg og især offsettryk på plastic. Også paprør, sprøjtestøbning, vacuumforming og kotillonproduktion blev en del af udbuddet.

I 1987 flyttede ALPAP til Nyborg og satte fokus på produktion af plast- og karton-æsker. I  2001 blev ALPAP regional finalist som Entrepreneur of the Year. Det år tog ALPAP også et stort spring med anvendelse af ny teknologi til fremstilling af materialer fra 2-500 my i Flexotryk fra rulle til ark
i op til otte farver især for kunder inden for farmaci og kosmetik. ALPAP blev hygiejnekontrolleret og ISO 9001-certificeret.

Med World Trade Center-katastrofen mistede ALPAP en stor eksportkunde i et af de forulykkende fly, og meget ændrede sig. ALPAP måtte geare ned, bl.a. ved salg af datterselskabet i England, ALPAP Packaging Ltd.

I 2005-07 var ALPAP en del af et stort århusiansk trykkeri uden den forventede synergieffekt til følge. Derfor er ALPAP igen ”sig selv”. Det er stadig Asger Grønkjær, der står ved roret. Og virksomheden har basis i et veletableret samarbejde med en lang række underleverandører.
   
alpap_logo